1 of 1

Sikkerhedstjekket.dk

Tjek din virksomheds IT-sikkerhed. Flere og flere virksomheder rammes af IT-kriminalitet. Alle virksomheder er udsatte – uafhængig af størrelse eller branche. Sikkerhedstjekket giver et overblik over, om der er svagheder i jeres IT-sikkerhed og målrettet vejledning om, hvor der bør sættes ind først for at mindske risikoen for at blive ramt. God IT-sikkerhed er god forretning. En brist i IT-sikkerhed kan koste virksomheden mange penge i genopretning af systemer, data og ikke mindst omdømme hos kunder og samarbejdspartnere.

Formålet med Sikkerhedstjekket er at tilbyde særligt små og mellemstore virksomheder et løsningsorienteret og enkelt værktøj som et vejledende fundament til forbedring af IT-sikkerheden de steder, hvor den eventuelt halter. Sikkerhedstjekket er tilpasset virksomhederne og bygger derfor på, at alle har brug for sikkerhed, men ikke alle har brug for (eller mulighed for) at have det samme modenhedsniveau. Værktøjet tager afsæt i den internationale sikkerhedsstandard ISO27001, og favner således også kategorier som organisation, ledelse og processer.

Sikkerhedstjekket er udarbejdet i samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen (www.erst.dk) og Rådet for Digital Sikkerhed (www.digitalsikkerhed.dk).

Sikkerhedstjekket er udviklet som led i aftale om vækstplan for digitalisering i Danmark fra februar 2015, som et bredt flertal i Folketinget stod bag.

Henvendelser vedrørende sikkerhedstjekket kan rettes til Rådet for Digital Sikkerhed på info@digitalsikkerhed.dk.