Hasteindgreb vedrørende virksomhedsordningen vedtaget

Accounting
Grant Thornton - Danmark's picture

Fremadrettet begrænses muligheden for at opspare året overskud, såfremt indskudskontoen er negativ eller virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for privat gæld

Overgangsregler gældenden indtil 1. januar 2018 for de virksomhedsejere, der benyttede ordningen inden 11. juni 2014

Regeringen fremsatte den 11. juni 2014 et lovforslag, som havde til formål at sætte en stopper for finansiering af privatforbrug ved brug af virksomhedsskatteordningen. Lovforslaget har været i høring hen over sommeren og den 9. september 2014 blev forslaget med ændringer vedtaget.

Finansiering af privatforbruget via virksomhedsskatteordningen er ifølge regeringen i strid med lovens hensigt, hvorfor regeringen forsøger at ændre mulighederne herfor ved at stramme reglerne om virksomhedsskatteordningen op.

Stramningen består af følgende 4 elementer:

1. Rentekorrektionen forhøjes med 3% med henblik at gøre det dyrere at have privat gæld i virksomhedsskatteordningen.

2. Aktiver der indgår i virksomhedsskatteordningen kan som overvejende hovedregel fremover ikke stilles til sikkerhed for gæld uden for virksomhedsskatteordningen. En sådan sikkerhedsstillelse anses for en hævning i selskabet og beskattes dermed som personlig indkomst med op til 56%.

3. Der kan fremover alene spares op i virksomhedsskatteordningen, såfremt indskudskontoen er nul eller positiv.

4. Selvstændige, der den 10. juni 2014 allerede havde stillet aktiver i virksomhedsskatteordningen til sikkerhed for privat gæld kan fortsat frem til 1. januar 2018 opspare årets overskud. Er sikkerhedsstillelsen ikke afviklet senest 31. december 2017, bliver opsparings-muligheden suspenderet, og opsparinger foretaget i perioden fra 11. juni 2014 til 31. december 2017, vil blive beskattet fuld ud, som var overskuddet hævet.

5. Selvstændigederhavdeennegativindskudskontopr.10.juni2014,vilfortsatkunneopsparei virksomheden, såfremt den numeriske værdi af indskudskontoen primo og ultimo et indkomstår og med tillæg af værdien af evt. sikkerhedsstillelse ikke overstiger 500.000 kr.

Lovændringerne har virkning fra 11. juni 2014 med undtagelse af forhøjelsen af rentekorrektionssatsen, der har virkning fra og med indkomståret 2015.

Hvilken betydning vil stramningerne have for dig?

Rentekorrektion og negativ indskudskonto
Virksomhedsskatteordningen giver selvstændige mulighed for at spare op i virksomheden ved at lade årets opsparede overskud beskatte med en foreløbig skat. I år udgør skattesatsen 24,5% og denne nedsættes gradvist indtil 2016, hvor den vil udgøre 22%. Det opsparede overskud kan anvendes til at afdrage gæld indlagt i virksomhedsskatteordningen. Yderligere åbner virksomhedsskatteordningen mulighed for, at renteudgifter kan fratrækkes i virksomhedens overskud, hvorved rentefradrag har en større skatteværdi end rentefradrag for privat personer. Indlægges der privat gæld i virksomhedsskatteordningen, og er der indskudt mere gæld end aktiver, vil der ske en såkaldt rentekorrektion. Ved rentekorrektion tillægges den personlige indkomst et beløb svarende til en forrentning af den negative indskudskonto med 2 %. Denne rentekorrektion bliver forhøjet med 3% fra 2015.

Har du indskudt privat gæld i virksomhedsskatteordningen, men er din indskudskonto ikke negativ, vil der ikke ske nogen rentekorrektion.

Opsparing i virksomheden og negativ indskudskonto
Er din indskudskonto negativ kan du ikke spare op i virksomheden og dermed få en del af overskuddet beskattet med en foreløbig skat på 24,5% (2014 sats).

Formålet med lovændringer er at sikre at der alene kan foretages opsparing i virksomheden, det vil sige foreløbig beskatning af årets overskud, såfremt indskudskontoen er nul eller positiv. Udgangspunktet er således at fra den 11. juni 2014 kan du ikke spare op i din virksomhed og benytte den foreløbige lave virksomhedsbeskatning.

Negativ indskudskonto forud for 11. juni 2014
Havde du inden den 11. juni 2014 en negativ indskudskonto, vil du fortsat kunne foretage opsparing i virksomheden, såfremt den numeriske værdi af indskudskontoen primo som ultimo et indkomstår med tillæg af evt. sikkerhedsstillelse for privatgæld ikke overstiger 500.000 kr.

Sikkerhedsstillelse for privat gæld
Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for privat gæld den 11. juni 2014 eller senere, anses et beløb svarende til det mindste af gældens størrelse eller sikkerhedsstillelsens værdi på tidspunktet for sikkerhedsstillelsen for hævet i virksomhedsordningen. Det vil sige, at et beløb svarende til sikkerhedsstillelsen beskattes som var beløbet hævet til privat forbrug.

Der gælder dog følgende undtagelser herfor.

Stilles aktiver i virksomhedsskatteordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsskatteordningen, som led i en forretningsmæssig disposition, bliver sikkerhedsstillelsen ikke anset for en hævning til privat brug. Sikkerhedsstillelsen skal tjene et forretningsmæssigt formål for virksomheden.

Derudover er det forsat muligt at stille den del af en blandet benyttet ejendom, der tjener til bolig for ejeren til sikkerhed for privat gæld svarende til værdien af den del af den blandet benyttet ejendom, der tjener til bolig for ejeren. Den private gæld der stilles sikkerhed for, må ikke overstige ejerboligens ejendomsværdi, eventuelt med tillæg af forbedringer, der er foretaget efter den seneste vurdering.

Eksisterende sikkerhedsstillelser for privat gæld
For den selvstændige, der pr. 10. juni 2014 have anvendt aktiver i virksomhedsskatteordningen som sikkerhed for privat gæld, og hvor værdien af denne sikkerhedsstillelse med tillæg af numerisk værdi af negativ indskudskonto overstiger 500.000 kr., er der indført en udfasningsperiode, således at sikkerhedsstillelsen ikke anses for hævet til privat brug og dermed ikke kommer til fuld beskatning i 2014 eller senere, ligesom der fortsat kan spares op i virksomhedsskatteordningen.

Hvis en sikkerhedsstillelse, som er foretaget før den 11. juni 2014, fuldt ud afvikles senest den 31. december 2017, vil det forsat i 2014 og fremover være muligt at foretage opsparing af årets overskud. Viser det sig, at sikkerhedsstillelsen ikke fuldt ud er afviklet den 31. december 2017 vil et opsparet overskud foretaget i perioden fra 11. juni 2014 og til 31. december 2017 fuldt ud blive beskattet i indkomståret 2018. Derudover vil det ikke være muligt at spare op i virksomheden efter den 1. januar 2018 og indtil sikkerhedsstillelsen er afviklet.

Det har med andre ord ikke været Skatteministeriets intention, at beskatte sikkerhedsstillelse foretaget før 11. juni 2014, og Skatteministeriet har med udfasningsperioden på 3 år og 4 måneder reelt givet mulighed for at nedbringe den private gæld med det foreløbigt beskattede overskud i virksomheden.

Derudover er der givet mulighed for, at den selvstændige, der pr. 10. juni 2014 havde stillet sikkerhed med aktiver i virksomhedsordningen for privat gæld, kan udskifte denne sikkerhedsstillelse uden at dette anses for hævning til privat brug. Det er dog en forudsætning, at den nye sikkerhedsstillelse ikke overstiger værdien af den sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014. Værdien af sikkerhedsstillelsen fastfryses således.

Bagatelgrænsen
Der er indført en såkaldt bagatelgrænse for selvstændige, der den 10. juni 2014 havde en negativ indskudskonto og/eller stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for privat gæld. Såfremt den selvstændige holder sig under bagatelgrænsen, vil der uden tidsbegrænsning kunne opspares løbende i virksomheden. Opsparingsmuligheden suspenderes dermed ikke pr. 1. januar 2018 uanset, at sikkerhedsstillelsen ikke er afviklet fuldt ud.

Bagatelgrænsen udgør 500.000 kr. og beregnes som summen af den numeriske værdi af den negative indskudskonto primo og ultimo et indkomstår med tillæg af værdien af evt. sikkerhedsstillelse for privat gæld.

Hvad kan Grant Thorton gøre for dig nu?
Har du en negativ indskudskonto eller har du stillet aktiver i virksomhedsskatteordningen til sikkerhed for gæld uden for virksomhedsskatteordningen, vil vi foreslå, at du kontakter os.

Vi vil løbe din anvendelse af virksomhedsskatteordningen i gennem med henblik på blandt andet at vurdere:

• om, brug af virksomhedsskatteordningen i indkomståret 2013 skal revurderes,

• om, der skal ansøges om ekstraordinær nulstilling af indskudskontoen

• om, du evt. kan/skal indskyde flere aktiver i din virksomhed,

• om, eventuel sikkerhedsstillelse kan afvikles inden 1. januar 2018,

• om, det eventuelt vil være en fordel for dig at omdanne din virksomhed for at give dig forslag til din fremtidige virksomhedsstruktur.