Generationsskifte ved brug af A/B-modellen – forlods udbytte

Accounting
Grant Thornton - Danmark's picture

Vi omtalte i et tidligere nyhedsbrev, at regeringen tidligere på året havde afskaffet de såkaldte formueskattekursregler, der siden 1982 har udgjort et fast grundlag for generationsskifte af familieejede virksomheder. Indgrebet betød desværre en væsentlig forringelse af generationsskiftevilkårene for de familieejede virksomheder.

En alternativ model for generationsskifte af selskaber er den såkaldte A/B-model. Modellen indebærer, at den hidtidige ejer af selskabet får A-aktier, der tillægges fortrinsret til alle udbytter, indtil der er udloddet et beløb svarende til merværdien af selskabets aktiver med tillæg af en årlig rente. Den nye aktionær får B-aktier, som først får udbytte, når A-aktierne har fået udloddet hele merværdien.

SKAT tillod førhen anvendelse af en skematisk værdiansættelse af selskabet og under de betingelser, at den nye aktionær tegnede de nye B-aktier til en lav pris, mod til gengæld kun at få andel i de fremtidige værdistigninger i selskabet.

Det har i en længere periode været vanskeligt at bruge A/B-modellen, fordi SKAT ikke havde fået taget principiel stilling til retningslinjerne for de værdiansættelser, som skulle anvendes ved opgørelsen af det forlods udbytte til A-aktionæren.

Skatterådet har for nylig afgivet to bindende svar, hvorefter SKAT anerkender modellen baseret på en såkaldt DCF værdiansættelse eller anden gængs markedsværdiansættelsesmetode.

Det er fortsat uafklaret om SKAT vil acceptere den mere skematiske værdiansættelse baseret på SKAT's egne retningslinjer fra 2000. Fastsættelsen af renten kan også forsat være en udfordring.

Det vigtigste er dog, at modellen anerkendes igen. Overvejer du et generationsskifte vi vi anbefale at du overvejer modellen, men søger rådgivning først.